| Tilbage |
Jubii, så er dagen kommet, hvor vi skal besøge mit favorit whisky mærke!
Vi står op, så vi kan spise morgenmad kl. 8. Vores plan er, at gå turen til Laphroaig og Lagavulin. Vejret er perfekt: klar sol og ingen skyer. Vores vært, Michael, foreslår os at besøge destilleriet Ardbeg også, idet vi dér kan få kaffe og lidt at spise. Jeg kender ikke noget til deres whisky, men man skal vel lære noget nyt... Michael ringer til alle 3 destillerier og aftaler tid med dem, så vi ikke kommer helt uventet. Det vil de åbenbart - og meget forståeligt - gerne have, især her uden for turistsæsonen.
Morgenmaden består af (valgfrit) cornflakes, det vi kender som english breakfast: æg, bacon, pølser, tomat, ristet brød og kaffe/the samt juice. Et godt solidt måltid, som Michael småfløjtende går og tilbereder.
Snart er vi på turen. På trods af det gode vejr, er der en kold, stiv vind imod os ud af Port Ellen. Vi befinder os hurtigt på en lille vej med stengærder på begge sider af vejen - sikkert for at holde os mennesker ude fra dyrene - og ikke omvendt.
Det flotte vejr gør turen til en enestående oplevelse. På den ene side er der de flade bjergvidder, der leverer vand til alle destillerierne i området. På den anden side af vejen, går der får og græsser ud til havet og klipperne, der trods det fine vejr, vidner om barske vejrforhold.
Efter en god halv times gåtur er vi ved vejen, der fører ned til Laphroaig - et af turens højdepunkter (for mig). Bygningerne er placeret et par hundrede meter fra vejen helt nede ved vandet.
Vi melder os i receptionen og snart er vi klar til en rundvisning, sammen med et amerikansk par. Den guidede tur er gratis. Vores guide er en ung pige, der desværre taler med en accent, der gør hende lidt svær at forstå. Marie og jeg er glade for, at vi har set et destilleri før og derfor ved en smule om processen bag whiskyproduktionen. Ellers havde vi nok ikke fået så meget ud af det.
Hun fortæller lidt om de tønder, der anvendes til lagring af whisky. Det er hovedsageligt amerikanske tønder, der har været anvendt til bourbon. En lov i USA siger, at tønderne kun må anvendes 1 gang, og derfor sælges de i stor stil til Skotland, der bruger dem i whiskyproduktionen. Her anvendes de først til single malt og derefter til en gang blended whisky.
Hun fortæller om "the friends of Laphroaig", der får tilsendt et certifikat. Når man besøger fabrikken, får man et ny certifikat, der viser, at man har været der. Som ven af huset får man tildelt et jordareal bag destilleriet, men tro endelig ikke at man er rig af den grund. Arealet er ca. en kvadratfod!
I et skab hænger der noget tøj til vennerne. Det er vist noget med, at man har ret til at deltage i produktionen, når man kommer.
På Laphroaig tilbereder man, som et af de eneste destillerier, en lille del (10-20 %) af det korn, som anvendes i produktionen. Resten tilberedes i Port Ellen efter fabrikkens specifikationer. Vi ser de store gulvarealer, hvor kornet ligger og tørrer. Kornet vendes manuelt med en speciel skovl. Derefter ryges kornet i en stor beholder, som vi også får lov at stikke hovedet ind i. En stor del af smagen i Laphroaig er netop den meget røgede smag, som stammer fra denne rygning af kornet. En smagsprøve på kornet, afslører dette til fulde.
Herefter vises vi ned til ildstedet, der sørger for røgen. Det er tørv, der brændes. Tørven leveres fra arealer mellem Port Ellen og Bowmore på øens sydlige side.
Når kornet er tør og røget, skal det males. Det foregår i en gammel kværn, der larmer fælt, når den kører.
Det malede korn sendes herefter ind i store metalbeholdere (ja, der røg lidt af min illusion om et hyggeligt lille destilleri med trækar), hvor der tilsættes vand. Målet er at skille sukkeret fra kornet.
Efter et par ture med vand og tilsat gær og en masse ventetid, har vi en masse med en alkoholprocent på ca. 8 %. Vi er nu klar til destillering, der sker i store kobberbeholdere. Destilleringen sker i 2 omgange. Første gang opnås en styrke på ca. 20 % og efter anden destillering, er vi oppe på ca. 65 % alkohol. Efter hver destillering, er det kun ca. 20 %, der går videre til næste "runde". De sidste 80 % er for dårlige og sendes tilbage og tages med en ekstra omgang.
Efter at have set destillerihallen, er der ikke så meget mere at se. I tappehallen bliver kun ca. 10 % tappet på fade til opbevaring i haller ved destilleriet. De øvrige 90 % sendes til fastlandet i tankvogne, hvor det lagres. Efter 10 år blandes det hele og tappes på flasker - og voila: så har jeg min flaske Laphroaig!
Efter rundturen bydes på en dram - en 10 års Laphroaig (selvfølgelig!). Der er mulighed for at købe diverse souvenirs. Jeg investerer i en 15 års Laphroaig - sådan en har jeg ikke set og smagt før. Derudover bliver det også til en video og en bog om Laphroaig. Egentlig ville jeg gerne have en karaffel med Laphroaig, men sådan en har de ikke.
En anelse kede af, at guiden var så svær at forstå, forlader vi destilleriet - trods alt en oplevelse rigere. Næste destilleri venter hos Lagavulin. Undervejs bliver der dog tid til at plukke lidt brombær i vejsiden.
Gennem et kuperet terræn går det rundt om en pynt til den næste bugt, hvor Lagavulin har til huse. Ligesom Laphroaig er Lagavulins bygninger store og hvidkalkede. I receptionen mødes vi af en ældre, meget venlig dame, der til vores glæde taler uden nævneværdig accent.
Rundturen koster her 2 pund. Hvis du køber noget efter turen, har du automatisk 2 punds rabat. På denne tur er vi ledsaget af en meget behagelig fyr, der viser sig at være fra Tyskland. Stemningen på Lagavulin er noget mere varm, hvilket guiden sandelig også medvirker til.
Tilberedning af kornet sker på fabrikken i Port Ellen efter Lagavulins specifikationer, fortæller hun. Kornkværnen ligner Laphroaigs. En gammel svend, hvor male-rullerne er udskiftet fra træ til jern.
Den første behandling af kornet sker også her i ståltanke, der styres af computere, som guiden glædeligt viser frem. På skærmen kan vi se en grafisk fremstilling af tankene. Computerstyringen har gjort processen noget hurtigere, beretter hun.
2. del af processen, hvor gæren tilsættes, foregår i store trætanke (heldigvis!) og vi får lov at stikke hovedet ned i tankene, der er 5 - 6 meter høje. Vædsken lugter som øl under produktion - og hvad skal jeg sige? Det lugter ikke af færdig whisky!
Derefter ser vi destilleriapparaterne, som Lagavulin har 4 af. Også her er processen delt i 2 destilleringer. Den ca. 70 % stærke whisky opbevares i en træbeholder, indtil det er klar til at blive hældt på tønde.
I tappehallen arbejdes der med at rulle tønder frem til aftapning. Vi får lov at stikke en finger ned i en fuld tønde, for at smage det færdige produkt. Det smager ikke af whisky overhovedet! Man må altså konstatere, at tønderne sætter sit præg på den endelige smag. Selve tapningen sker på ca. et minut for en 225 liters tønde. Tappehanen stopper automatisk, når tønden er fuld. Store træpropper hamres i tønden, der dermed er klar til opbevaring i hallerne ved fabrikken. 16 år senere hedder det Lagavulin på flasken!
Den guidede tur sluttes af i et hyggeligt lokale, hvor vi bydes på en Lagavulin. Guiden har god tid til at snakke med tyskeren og os, mens vi nyder vores dram. På tyskerens spørgsmål kan vi dømme, at han ikke er helt grøn på området!
Lagavulin sælges i dagligdagen som 16 års whisky. Vi drister os til at købe en speciel udgave, der ud over 16 år på fade også har ligget en tid på sherryfade - hvor længe er en hemmelighed. Det er ifølge guiden kun direktøren, der ved, hvor længe det er.
Der er god tid til at gå til det næste destilleri, Ardbeg. På den anden side af Ardbeg, skulle der ifølge vores vært Michael være sæler at se på klipper tæt på kysten. Dem vil vi selvfølgelig gerne se men må i første omgang opgive at finde dem.
Udenfor Ardbeg destilleriets kombinerede souvenirshop/café/reception kan vi nyde solen i et par whiskytønder, der er lavet om til stole.
På denne sidste rundtur, der iøvrigt også er gratis, er vi alene med en smilende ung pige. Vi får den korte version, da hun hører, at vi allerede har besøgt Laphroaig og Lagavulin. Hun fortæller bl.a. at destilleriet Ardbeg har været lukket fra 1980 - 1989. Efter opstarten i 1990 trænger destilleriet meget til en kærlig hånd og det forsøger man at gøre noget ved nu. Sidste år har produktionen været lukket i 8 måneder, for at få skiftet essentielle dele ud af produktionsapparatet og en tilsvarende lukning forventes gennemført i år.
Produktionen er normalt 1.200.000 liter whisky. Sidste år blev det, på grund af lukningen, kun til det halve. I år forventer Ardbeg at producere 800.000 liter. Til sammenligning oplyser guiden, at der produceres omkring 2.000.000 liter whisky hos både Laprhoaig og Lagavulin.
Ardbeg får også korn fra malteriet i Port Ellen. Selve forbehandlingen inden destilleringen foregår i 8 - 10 stk. store træfade i stil med dem, som vi så hos Lagavulin. Det bliver til et kort kig på Ardbegs 2 destilleriapparater inden turen slutter lidt hurtigt. Det er nok fordi talen faldt på sælerne nord for Ardbeg. Guiden har nemlig tilbudt, at køre os ud til sælerne, og det har vi takket ja til.
Inden vi forlader destilleriet, forsyner vi os også her med en whisky. Det bliver til en 17-års udgave af Ardbeg - og det kan faktisk gå hen og blive en sjældenhed, idet destilleriet forventer at udbyde 10-års whiskyer fra næste år, når de første fade fra efter lukningen (1980-89) bliver klar. Dermed vil det være slut med 17-års flaskerne.
Den venlige guide låner managerens bil og kører os en god kilometer langs kysten nord på. Her kan vi ganske rigtigt se sælerne ligge og sole sig på klipperne. Vores lille kikkert kommer godt i brug, mens vi studerer sælerne - sammen med en ivrig fotograf, der øjensynligt har bedre fotoudstyr end os.
Nu kunne vi godt gå tilbage til Port Ellen, men vi er lidt trætte af alt den vandren. Så alternativ plan A træder i kraft: Fra flere sider har vi hørt, at der afgår en bus fra Ardbeg destilleriet kl. 16 og den har vi tænkt os at køre med tilbage til Port Ellen. På trods af, at Lonely Planet fraråder os at "tolke" øens busplaner, så dukker der sørme en gammel spand af en bus op. Marie kan på busplanen regne ud, at vi endda kan tage bussen videre til Bowmore, der ligger mid på øens sydlige ende - ca. 20 km. fra Port Ellen. Det gør vi så...
Turen mellem Port Ellen og Bowmore viser sig at være lidt ensformigt. Forbi det store malteri i Port Ellen og ud af en stort set lige vej til Bowmore. Den eneste afveksling på turen er næsten øens lufthavn. Mod nord kan vi se Islays og Juras (naboøen) bjerge og i området omkring vejen er der et stort tørvområde.
I Bowmore, der også har et destilleri, kan vi nå at besøge øens største supermarked, hvor vi køber lidt af øens lokale ost. Vi løber ind i et par danskere, der er på øen i egen bil. Det er lidt svært at køre i modsatte side, konstaterer de.
Med bussen tilbage til Port Ellen, hvor vi sætter os ind i loungen på vores hostel, for at se lidt tv. Klokken er 18 og vi har først bestilt middag kl. 19, så der er jo god tid. Præcis kl. 19 entrerer vi spisestuen, der har 4 borde. På væggene i det lille lokale hænger der plakater fra øens attraktioner - bl.a. fra hovedparten af øens destillerier.
"I kommer for sent", siger Christine. Vi er ikke enige, for vi har på dagens spiseseddel også skrevet på, at vi gerne vil spise kl. 19 - vi er faktisk lidt stolte af vores punktlighed! Hun flyver ud i køkkenet til Michael, der har travlt med at lave mad, for at finde vores seddel. Så får Michael ellers læst og påskrevet, fordi han ikke har læst vores seddel ordentligt. Christine giver ham hele armen!
Vi er ikke alene på hostellet mere. En gruppe franskmænd har indtaget vores stambord i midten og ved det sidste af de 3 borde sidder yderligere et par franskmænd. Vi bænker os ved det bord, der er tiltænkt os og de 4 franske herrer tilbyder os og vores værter rødvin. De taler dårlig engelsk, men Christine klarer sig, såvidt vi kan høre, godt med en smule fransk.
Vores middag består af dagens suppe med grøntsager og lidt bacon. Det er en perfekt ret efter en halvkølig dag. Og så smager den ovenikøbet rigtig godt!
Til hovedret har vi valgt en fisketallerken, idet vi har hørt så meget om, at øen er kendt for sine fiskeretter. Men Michael er god ven med en frituregryde, så det ender med en flok friturestegte fiskestykker, som ligesågodt kunne være hentet i supermarkedets fryser.
Franskmændene får hældt noget rødvin ned og bliver i rigtig godt humør. Efter maden siger jeg til Michael, at vi vil gå på pub crawling. Det skulle være til at overkomme i Port Ellen, idet der kun er en enkelt. En sjov lille sag, der er delt i 3 lokaler. I et lokale spilles der billard, det midterste lokale er selve baren og i et ekstra lokale kværner en fodboldkamp ud af tv'et (uden tilskuere). Til gengæld er der ild i pejsen, så her bænker vi os med en øl og en af øens whiskyer, som vi endnu ikke har smagt.
En af de lokale beboere giver os et hint: at bestille en blandet ø-whisky med et specielt navn i baren. Den er ikke tilgængelig i forretningerne og sælges kun i pubber på øen. Den smager lige så godt som de dyre "turist-whiskyer" og koster kun lidt i forhold til.
Jeg har dog ikke lyst til meget mere, så vi bestemmer os for at liste hjem igen. Vi siger farvel til de 4 franskmænd, der også er taget på pub crawling.
Kl. 21:30 er der sengetid for os. Ja, det er tidligt, men vi har jo været meget ude i frisk luft og fået en masse god motion idag!
Ved 2-tiden vækkes jeg af en støjende mandsperson. Det lyder som en vægter, der render rundt i gaderne, for at bekendtgøre et eller andet. Men det viser sig såmænd blot at være vores franske venner, der har lukket og slukket i pubben. Godt berusede får de lempet hinanden i seng og der bliver fred igen.
| Tilbage |